Minder fra maj 1945

Min farmor – Ellen W. Gornitzka – stod ude i haven og hænget vasketøj op da bombeflyene kom ind over byen. På første sal i familiens hjem, lå min far og sov til middag. Han var 2 år gammel. Imens de første bomber faldt, bar min farmor sin lille søn ned i husets kælder, hvor de søgte tilflugt. Senere flygtede de ud af byen. Ud på landet. Ud til et lille husmandsted på den anden side af Slamrebjerg. Her fik mor og barn lov til at sove i husmandens seng, mens han selv flyttede på høloftet.

I dag har vi i familien et kassette bånd hvor min farmor fortæller om oplevelsen samt et interview der blev udgivet i anledningen af 25 året for bombardementet.

Den 8. maj kunne man stå på et højdedrag og se sin hjemby blive bombarderet. Bjælker og støvskyer blev slynget højt op i luften, når bomberne faldt, og senere kom mægtige røgskyer til, efterhånden som brandene hærgede i den forladt by. Man kan se hele sceneriet for sig – endnu 25 år efter.

Ellen W. Gornitzka, citat fra interview i Østbornholm

Der findes mange af den slags historier om bombardementet af Nexø i 1945. I nogle familier er historierne blevet fortalt igen og igen. Andre familier har slet ikke haft lyst til at tale om de voldsomme begivenheder.

Heldigvis er en del af historierne blevet indsamlet og gemt, så det – også i dag – er muligt at få et indblik i hvordan Nexø-boerne oplevede tiden omkring det russiske bombardement af byen.

Nexø Museum udgav i 2015 en bog med øjenvidne beretninger og har siden samlet flere beretninger på deres hjemmeside. Jeg har ladet mig inspirere af disse historier i arbejdet med BOMBERNE OVER NEXØ, hvor øjenvidne beretningerne danner grundlaget for den bærende fortælling.

Herunder kan du læse et uddrag af interviewet med min farmor, Ellen W. Gornitzka. Det blev bragt i et tillæg til ugebladet Østbornholm den 7. maj 1970.

---

• 

• 

---

Bevægende dage

Mindet om den 4. maj 1945 da fredsbudskabet kom fra BBC – den befrielse man
følte – den glæde og jubel, der blev denne aften – deler vi med hele Danmark;
men mindet om den bitre ensomhedsfølelse, der greb os den 7. og 8. maj – den
deler vi med bornholmerne, der oplevede bombardementet af Rønne og Nexø i 1945.

Når vi taler sammen om bombardementet, viser det sig, at hvert menneske har
sine specielle oplevelser af mindes – noget han eller hun har været med i – et
kalejdoskop af oplevelser og hændelser.

Nogle havde SS-tropper, der søgte dækning i deres have – kom i deres køkken
og lavede mad til en hel deling; andre havde tyske flygtninge, der kom og
spiste af hundens madskål; én mødte en tyk soldat, der stak en pistol i maven
på ham og spurgte, om han havde set russiske faldskærmssoldater; en hel familie
sad under spisestuebordet, medens huset faldt sammen over dem – de kravlede
uskadte frem.

De fleste af os forlod skyndsomst byen og søgte tilflugt hos slægtninge,
venner eller vildt fremmede mennesker – bare de boede tilstrækkeligt langt væk,
så man ikke følte sig umiddelbart truet. Der blev vist en enestående
hjælpsomhed og gæstfrihed – mange er de venskaber, der dengang blev knyttet.
Hvor der var hjerterum, var der også husrum. Et lille husmandssted rummede
mageligt 25-30 mennesker – i senge og på slagbænke, sofaer og i loen, hvor der
blev “redt op” i høet.

Den 8. maj kunne man stå på et højdedrag og se sin hjemby blive bombarderet.
Bjælker og støvskyer blev slynget højt op i luften, når bomberne faldt, og senere
kom mægtige røgskyer til, efterhånden som brandene hærgede i den forladt by.
Man kan se hele sceneriet for sig – endnu 25 år efter.

Man følte i grunde ikke noget særligt ved at forlade hus og hjem og alle
sine ejendele – det vigtigste var, at man var sammen med sine nærmeste og
efterhånden fik sikre oplysninger om, at slægtninge og familie, nære venner og
bekendte var i god behold. Det var noget af et under, at så få mennesker kom
noget til.

Da vi så vendte tilbage til den hærgede by – hvilket ubeskriveligt
sammensurium af murbrokker, knuste teglsten, splintrede ruder, sammenfiltrede
elektriske ledninger, potteplanter, husgeråd, flåede gardiner, brandtomter og
støv – støv overalt – helt ind i skabe og skuffer var der støv.

Værst ramt var de, hvis hjem var brændt – de havde ikke noget at vende hjem
til – ikke noget at rydde op i – intet gipsloft, der skulle skovles ud gennem
vinduerne (et gipsloft fylder enormt, når det ligger på gulvet).

Vi andre gik i gang med oprydningen i vore mere eller mindre ramponerede
hjem – en næsten håbløs opgave. Man kan levende forestille sig den stemning,
der må have besjælet den mand, der på sin spisestuedør anbragte et stort skilt,
hvorpå der stod: “Hvor orden fattes – hjælper selv dygtighed
ikke!”. Men han tog fejl – den gode mand – for dygtighed hjalp
virkelig, og megen dygtighed blev taget i brug for at organisere vor
tilbagevenden til et normalt liv.

Der blev oprettet telefon på Teknisk Skole, så der måtte vi op for at ringe,
når vi skulle i forbindelse med nogen udenbys. Brændeovne og gamle komfurer kom
til ære og værdighed, så længe gasforsyningen var ude af kraft. Og stadigvæk
ryddede man op i sine ejendele, fik lagt tegl på de nøgne tagspær, fejede
glasskårsammen og bar dem ud på gaderne, hvor rydningshold kørte det ene læs
væk efter det andet. Lidt efter lidt blev gaderne atter farbare, tomterne blev
ryddet, der kom ruder i vinduerne igen og tegl på tagende; håndværkerne blev
bestormet fra alle kanter og kunne langt fra tilfredsstille alle forespørgsler.
En mester slog fortvivlet ud med hænderne og sagde: “Jeg har arbejde
til 365 dage, og det skal være færdigt på 8″. Det var han ikke ene om
– og det klaredes hverken på 8 dage eller 365 – det tog flere år.

Til tider holdt man en pause i ens private oprydning og begav sig på “sight-seeing”
i sin hjemby. – Man gik rundt i gaderne, hvordan var det her så ud før,
erindringen slog ikke til – det virkede så fremmed. Det værste var næsten når
man tænkte på alle de hjem, der havde ligget her, og som nu var udslettet.
Hvert hjem, der var brændt eller sammenstyrtet, var jo en tragedie for de
mennesker, der havde boet der. Opfyldt af taknemmelighed over at ens eget hjem
endnu eksisterede – skønt det var fælt rystet – gik man hjem og forsatte sin
oprydning.

Når man tænker tilbage på sommeren 1945 og mindes, hvordan byen da så ud,
forekommer det helt utroligt, at der igen kunne blive en hyggelig by ud af det.

af Ellen W. Gornitzka